Jacksonville Jaguars kæmpede hårdt, men måtte se New England Patriots kvalificere sig til årets største kamp. Nu slikker kattene så sårene og de er åbenbart større end lige antaget.

Jaguars er gået på vinterferie efter et bittert nederlag i semifinalen. I kampen kæmpede holdets omdrejningspunkt, Blake Bortles, med en skade i hånden, som faktisk har irriteret ham siden sæsonen startede.

Den skade fik sendt Bortles under kniven, for quarterbacken var på operationsbordet i fredags, hvor han fik fikset sit højre håndled.
Operationen var også oppe og vende i sommers, hvor man valgte at udsætte det. Man valgte i stedet at give Bortles en masse smertestillende, som dog i løbet af sæsonen blev mindre og mindre effektfulde.

Derfor var det også uundgåeligt, at Bortles skulle opereres, og man har valgt at lægge den tidligt på året, så han får så lang tid som muligt til at komme sig over operationen.

Pt er meldingen, at det var en lille skade og han forventes at komme sig helt.